23948sdkhjf

Ekspert: Fona gik ned sammen med cd- og dvd-salget

Cd- og dvd-hylder fik lov at leve alt for længe hos Fona, mens konkurrenter havde langt flere varer.
Der var engang, hvor Fona kunne læsse pallevis af cd'er og dvd'er ind i varehusene og sælge dem så snart, de blev sat på hylden.

Men med streamingtjenesternes indtog blev en kernedel af forretningen pludselig reduceret kraftigt, og det stød er en del af forklaringen på, at ti Fona-butikker mandag er solgt til Elgiganten.

Det vurderer Jens Dalgaard, ekspert i salg og direktør i konsulenthuset Tack International, der kalder cd- og dvdsalget for "to store ben i Fona, der forsvandt".

Ifølge ham begik Fona den store fejl, at de var stædige omkring cd- og dvd-salg, i en tid hvor forbrugerne i høj grad søgte over på nettet og konkurrenterne satsede på telefoni og hårde hvidevarer.

"En stædig fastholdelse i et gammelt koncept" og "en manglende evne til at genopfinde sig selv", lyder det.

I stedet skulle kæden have lavet om på deres forretning i tide, og truffet et valg om at gå én af to veje, mener han.

- Enten skulle de have gjort sig selv til en decideret oplevelsesbutik, hvor man gik ind og fik mere, end hvad man egentlig havde regnet med.

- Eller også skulle man gøre det, som Elgiganten lægger op til: Have et bredere sortiment af de varer, som man så bestiller på nettet, siger Jens Dalgaard.

Meget tyder da også på, at de resterende Fona-butikker får en overhaling. Og én ting er sikkert: Cd'er og dvd'er ryger ud.

I et interview med Børsen siger administrerende direktør i Elkjøp Nordic, der ejer Elgiganten, således, at de resterende butikker, ikke vil fokusere på salg af cd'er og dvd'er, men at man i stedet vil øge sortimentet med flere hårde hvidevarer.
/ritzau/
Læs mere om: Fona
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.091